At svømme med dugonger ved Abu Dabbab: regler, etikette og reelle odds

Hvis du tager én ting med fra denne guide, så tag disse. Dugonger er beskyttede, let stressede, og et dårligt møde kan drive et dyr væk fra dets fødesøgningsområde resten af dagen.

Intet af dette er svært. Det handler mest om at holde sig stille og lade dyret komme videre med at spise.

Dugonger er havpattedyr, ikke fisk, og deres nærmeste nulevende slægtninge er elefanter snarere end sæler eller delfiner. Lokalt kaldes de søkøer, hvilket er en rimelig beskrivelse af, hvordan de opfører sig: de græsser søgræs, langsomt, det meste af dagen.

En voksen når omkring tre meter og 400 kilo. De er fredsommelige, langsomme og fuldstændig harmløse — de har ingen som helst interesse i dig, hvilket er præcis derfor, det er så let og så unødvendigt at forstyrre en.

De stiger op for at trække vejret hvert par minutter og vender tilbage til søgræsset. Den rytme er det, der skal beskyttes. Et dyr, der hele tiden må afbryde sin spisning for at undgå svømmere, er et dyr, der brænder energi, det har brug for.

Dugonger er opført som sårbare over for udryddelse af IUCN, og Det Røde Havs bestand er lille og tyndt spredt. Dette er ikke et almindeligt dyr, der har en stille dag. Enkelte dugonger betyder noget for bestanden på en måde, som enkelte revfisk ikke gør.

De kommer sig også langsomt. Hunner får en enkelt kalv efter en lang drægtighed, og kun hvert par år. En bestand, der mister dyr, retter sig ikke hurtigt op igen.

Deres føde er det andet pres. Dugonger er helt afhængige af søgræsenge, og søgræs beskadiges af bådankre, kystudvikling og sediment. At beskytte engen ved Abu Dabbab er lige så vigtigt som at beskytte dyrene i den — hvilket er grunden til, at både fortøjer omhyggeligt, og hvorfor du aldrig bør stå på eller sparke gennem søgræsset.

Abu Dabbab-bugten, cirka 30 minutter nord for Marsa Alam ad vejen, er det bedst kendte dugongsted på denne kyststrækning og grunden til, at udflugten findes. Dens lavvandede søgræseng er førsteklasses fødesøgningsområde.

Bugten er beskyttet, og adgangen er reguleret. Du går i fra stranden ud i lavt vand, der skråner gradvist, hvilket gør det til en let snorkling — ingen bådoverfart, ingen dyb indgang og på en normal dag meget lidt strøm.

Samme eng understøtter fastboende grønne havskildpadder, hvilket er reelt nyttigt at vide, når du sætter forventningerne. Skildpadder græsser samme søgræs og ses på de fleste udflugter. Dugongen er den sjældnere gevinst samme dag.

Vi vil hellere have, at du booker med præcise forventninger, end at du føler dig vildledt bagefter, så her er det ligeud.

Skildpadder: meget sandsynligt. Abu Dabbab har fastboende grønne havskildpadder, der græsser i søgræsset dagligt. På en normal dag ser de fleste gæster mindst én, ofte tæt på og uforstyrret, mens den græsser. Dette er den pålidelige del af udflugten.

Dugonger: reelt ualmindelige. De er enlige, sky og få i antal. En observation er ægte held, ikke et planlagt punkt på programmet. Enhver, der reklamerer med et garanteret dugongmøde, vildleder dig enten eller planlægger at chikanere et dyr for at frembringe et.

Vores råd er enkelt: book Abu Dabbab for skildpadderne og det rolige, lette vand. Betragt en dugong som en bonus. Så bliver dagen god under alle omstændigheder — hvilket, ifølge tallene, er sådan det som regel går.

I det øjeblik en dugong dukker op, er fristelsen at svømme mod den. Gør det modsatte.

Stop og flyd. Bliv hvor du er, bliv ved overfladen, og lad dyret fortsætte ad sin egen linje. En dugong, der ikke føler sig forfulgt, fortsætter ofte med at græsse et par meter fra dig i flere minutter — langt bedre end et kort glimt af en, der forlader stedet.

Kom aldrig mellem den og åbent vand, og aldrig mellem den og overfladen. Den skal trække vejret. At blokere den vej er det mest stressende, en gruppe snorklere kan gøre, og det er det, der som regel afslutter et møde.

Dyk ikke ned mod den. Fridykning over en græssende dugong driver den væk fra engen. Se på den fra overfladen.

Hold gruppen spredt og bag den. En halvcirkel af mennesker, der lukker sig, læses som et rovdyr af ethvert dyr. Guider placerer gruppen bevidst — følg dem.

Brug ikke blitz. Den forskrækker dyret og giver desuden dårlige fotos i lavt, lyst vand.

Nyttigt at genkende, fordi de fleste, der forstyrrer vilde dyr, ikke er klar over, at de gør det.

En afslappet dugong græsser med hovedet nedad, bevæger sig langsomt og stiger op i en regelmæssig rytme. En stresset holder op med at græsse, løfter hovedet, skifter retning brat eller stiger op hyppigere og kortere.

Ser du noget af det, er gruppen for tæt på. Træk dig og giv den plads. Den falder måske til ro og genoptager — og gør den det, får du et langt bedre møde end ved at følge efter.

Det samme gælder skildpadder. En skildpadde, der gentagne gange afbryder sin tur til overfladen, fordi der er folk over den, lider skade, stille, selvom intet dramatisk synes at ske.

Det er let at læse alt dette som begrænsning. Det er nærmere det modsatte.

Steder, der forvaltes godt, beholder deres dyr. Abu Dabbab har stadig dugonger og fastboende skildpadder, fordi bugten er beskyttet og engen intakt. Steder, der lader besøgende jage og trænge havlivet, mister det — dyrene flytter sig, og operatørerne står tilbage med at sælge en udflugt til en tom bugt.

Den praktiske version: rolige grupper ser mere. Enhver guide vil sige det samme. De gæster, der flyder stille og venter, får lange, tætte møder. De, der svømmer hårdt mod alt, får tredive sekunder af et dyr, der trækker sig.

Hvis din guide kalder folk tilbage eller afkorter en tilnærmelse, er det ikke forsigtighed for sin egen skyld. Det er grunden til, at der stadig vil være noget at se næste sæson.